Back In the Game!

Så må tiden være inde til en update fra den frække side af Atlanten!
Turen herover gik smertefrit og uden forsinkelser eller problemer. Jeg havde denne gang fået den tvivlsomme fornøjelse af en flyvetur med to stop, noget jeg ellers hidtil har været forskånet for. Fra Paris skulle turen over Atlanten udføres i en af de helt nye Airbus A380, en flytype der er i to etager og kan rumme op til 800 passagerer. Men bortset fra en ekstra lang kø ved gaten og længere kø immigrationsskranken i New York var der egentlig ikke meget anderledes ved den flyvetur.

Ved ankomst i Phoenix blev jeg mødt af et sjældent syn, REGN! August måned er ”monsun” sæson og det er underligt nok noget alle ser frem til. De der er fra Arizona er helt tossede med regnvejr når det endelig forekommer.

I lufthavnen blev jeg hentet af mine to roommates, Derek (Tucson AZ) og Jesper (Malmø, Sverige) og blev spurgt om det var fint nok vi lige tog til fest inden vi tog hjem, jeg var egentlig lidt småtræt efter små 24 timers rejse, men hvorfor ikke? Det var jo længe siden man havde set folk ☺

Onsdag formiddag efter ankomst gik med at flytte mine ting over i vores nye hus, en smule træning, indkøb til huset, indkøb af mad og dernæst til sæsonens første Team Meeting.

Vi vidste allerede inden sommer at der var 17 nye drenge der ville vise deres ansigt her efter ferien, men et par stykker var kommet til over sommeren, således at der nu var 22 nye, på drengeholdet! Dertil lige under 10 nye hos pigerne. Fra trænernes side blev der gjort meget ud af at Arizona State i år skulle vise hvad de var gjort af. Det var på tide at holdets og skolens potentiale skulle vises frem til resten af landet. Noget der hele tiden har været målet, men som lige blev understreget en ekstra gang i år. ”this year will be one of the most challenging and with the highest expectations”, overlæggeren var lagt, super fedt!

Der var lidt skræmte ansigter, specielt fra de nye og mange følte sig lidt nervøse, men også beærede over at få chancen for at vise deres værd. ”Challinging” skulle året første træning lørdag morgen dog også vise sig at blive.

Skolen startede torsdag, men de første par dage er mest en ”velkommen tilbage” og en gennemgang af pensum, først fra mandag går det løs her.

Lørdag morgen ventede sæsonens første træning. Da det mildest talt er tøvejr i Arizona på denne tid af året (dagtemperaturer på ca. 45 grader) var der mødetid omklædt til dryland kl. 05.30.

Seks personer der så sig selv som ledere blev bedt om at træde frem, jeg var (selvfølgelig) en af disse. Otte personer trådte frem, men to der vist havde trådt frem lidt for hurtigt trak sig hurtigt tilbage i flokken.

Foran hver ”Captain” var resten af holdet ligeligt fordelt i de seks rækker. En fælles udstrækning og kort opvarmning blev udført i rad og række, hvorefter turen i raskt løb gik til football-holdets træningsbaner.

Vi blev kaldt til samling og fik at vide, at inden vi kunne komme i gang med løb skulle ”the perfect warm-up” gennemføres, 6 øvelser med varierende antal gentagelser. Opstilling på rad og række endnu en gang, og så skulle hver Captain ellers holde takten for en øvelse, mens holdet skulle råbe antallet af nåede gentagelser. Hvis folk ikke holdt takten, ikke gjorde øvelserne ordentligt eller der på anden måde blev kludret rundt, ja så startede vi forfra.

Jeg selv havde første øvelse, bodyweight Squats. 20 gentagelser hvor jeg skulle råbe ”up” og ”down”, mens resten af holdet talte. Vi kom succesfuldt igennem squats’ne hvorefter det gik direkte over i 20 jumping lunges, denne gang uden succes og tilbage squats og sådan gik møllen ellers igennem de seks øvelser der også rummede 50 ”sit-ups”, 30 ”seal clap” (variation af sprællemænd), 30 ”Mountain climpers” og til sidste 10 armstrækkere.

Efter at være startet forfra på jumping lunges for anden gang og vi senere ikke holdt takten i vores sit-ups begyndte trætheden så småt at melde sig rundt omkring. Der blev startet forfra igen og igen, og en af de andre captains kom endda kommandere højreben to gange i træk, og ja, så startede vi også forfra.

Undervejs mistede jeg tal med hvor mange gange vi startede forfra, det havde ikke den store relevans. Men hen mod 8. eller 9. Gang nåede vi strækkerne, der var lys for enden af tunnelen! Og dog, på gentagelse 8 blev takten ikke holdt og vi startede forfra endnu en gang.

Efter at have været i gang i over en time blev vi stoppet, vi havde ikke fuldført opvarmningen. Uden succes var det videre til løb. Fire bredder af en football-bane skulle løbes på under 40 sek.

70-80% havde ikke de store problemer med at klare dette, men blandt resten var der en del der haltede LANGT efter. 100 mavebøjninger i takt kaldt af en captain og så prøvede vi igen.

Der blev heppet og skubbet på de bagerste men lige lidt hjalp det, der blev stadig startet forfra. Min roommate Jesper begyndte at halte og blive lidt fjern i blikket. Vi startede forfra en gang mere og så lå han der. Han havde undervejs haft svært ved at skelne mellem højre og venstre, men at det skulle komme dertil overraskede mig alligevel. Vi lavede igen 100 mave, mens vores coaches og trainer prøvede at få liv i ham og fik ringet efter en ambulance.

Vi blev stoppet for dagen og fortalt at der var blevet ydet en jævn indsats, men at vi på ingen måde var nær det niveau der var forventet af os som hold, hverken når det galt ”the perfect warm-up” eller løbet. Yderligere blev det fortalt at football-holdets ”offensive linemen” kunne klare det selv samme løb på 35 sek. Det sagde mig egentlig ikke det store, men da blev fortalt at de typisk vejede over 300 pund, gav det lige pludselig et bedre billede!

Jesper vågnede kort efter, men blev taget med på hospitalet for et opfølgende tjek. Han er nu hjemme igen, det var blot en gang udmattelse og lidt sommerflæsk der skulle rystes af. Han skal bare slappe af over weekenden (det skal vi andre også!), inden han skal godkendes af holdets læge til igen at måtte træne på mandag.

Det var en lille fristil det blev til herfra, regner og håber ikke på det bliver så langt i fremtiden, men ville gerne give jer et ordentlig indblik i hvordan det er at være tilbage.


Go Devils!